Professionelle skatere fra den internationale elite, publikum og skateboard-fans fra hele verden har i denne måned boltret sig i København til Copenhagen Open.
Copenhagen Open er en skateboardfestival, der hvert årstrækker sig over flere dage på en række forskellige lokationer i København med opvisninger, konkurrencer og meget mere. I år var det det tidligere Vridsløselille Statsfængsel i regi af Porten, der var festivalens helt særlige lokation.
Copenhagen Open tiltrækker flere professionelle skatere end noget andet skateboard-event i verden, og med dem følger mange internationale medier. En af ambitionerne med festivalen er at promovere Storkøbenhavn som en vigtig scene og udbyder af kultur- og storbyliv med internationalt format.
Copenhagen Open har eksisteret siden 2007, hvor det startede som en mindre konkurrence i CPH Skatepark. Festivalen er herfra vokset til at være en af de mest anerkendte skateboard-begivenheder i verden. Det er frivillige kræfter, der hvert år og med hjælp fra forskellige støtter og sponsorer får stablet arrangementet på benene.