__________________________________
Venue: Værkstedet
Døre: 20
Show: 21
__________________________________
EYES udgiver sit andet album ‘Congratulations’ d. 3.februar 2023 via Indisciplinarian. Bandets to foregående udgivelser, den selvbetitlede debut-EP fra 2018 og debutalbummet ‘Underperformer’ fra 2020, gjorde det klart, at EYES er et band med sin egen vej og med noget på hjerte og i hovedet. ‘Underperformer’ var med sin genre-foragtende musikalske tilgang og introspektive generationslyrik et nybrud på hardcore-scenen.
EYES’ nye album hedder ‘Congratulations’, selvom der pt. ikke er så meget at råbe hurra for her på planeten. Albummet er en videreudvikling og raffinering af EYES’ lyd og stil, hvor bandet i endnu højere grad end før fokuserer på melodi, mærkelige hooks og dybe grooves gennem de ti sange, der samlet set udgør en uforudsigelig, groft rockende og catchy hardcore-plade, knivskarpt produceret af Jacob Bredahl. Den præcise sangskrivning og musikkens umiddelbarhed sker dog uden at give afkald på det evigt lurende kaos, som er et grundelement i bandets lyd, stil og tilgang. Et kaos, som er en grundfølelse i selve bandets væsen; en eksistentiel uro, som slår ud og slår fra sig i forsanger Victor Kaas’s lyrik og levering af samme.
Fortvivlelsen er til at føle på, og den festlige anledning udebliver for alle andre end dem, der har set lyset. Måske er det på tide at smadre lortet og skabe noget nyt?
SYL:
SYL er et gennemborende liveband opstået i en tid uden livemusik. Den københavnske kvintet blandet et bedste fra punkens verden med indflydelser fra blandt andet noise rock og hardcore.
Bandet opstod, da de to venner Andreas (trommer) og Benjamin (vokal) vågnede efter en alvorlig brandert brygget på norsk punk og finsk pebermyntelikør og måtte konstatere, at de begge havde ordet SYL tatoveret stort hen over brystet. Detaljerne om, hvorfor det lige præcist var ordet SYL, der skulle foreviges i blæk, står fortsat hen i tågerne, men til gengæld havde de nu navnet på det band, de endnu ikke vidste skulle eksistere.
Tekstuniverset berører alt fra ungdommens ængstelighed til maskulinitet og skrøbelighed, imens Benjamin Clemens aggressive vokal trækker en melodisk tråd igennem det støjende bagtæppe.